Mandag den 27. oktober blev mørket fejret på smukkeste vis, da omkring 80 gæster deltog i indvielsen af den første Tusmørkerute i Dark Sky Møn & Nyord. Aftenen bød på alt det, der kendetegner området – gyldent tusmørke, flyvende flagermus, måneskin over engene og en stjernehimmel, der foldede sig ud over landskabet.
Ved Hyldevang Naturcenter bød borgmester Mikael Smed velkommen og klippede snoren til ruten, inden Susanne Rosenild fra Naturguide Møn førte deltagerne ud på den nye 1,3 km lange rundtur i tusmørket.
Undervejs forvandlede skumringen landskabet, og deltagerne kunne høre nattens liv vågne mens flagermus flakkede for oven og fugletrækket slog sig ned over engene.